Klimahandlingsplan for lokalsamfund
Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN) har i foråret 2024 vedtaget en Klimahandlingsplan for 2024-2026. Her er der udpeget 5 ambitiøse indsatsområder, der skal understøtte klimaindsatsen i lokalsamfundene.
I Vejle Kommune er vi fælles om klimaet!
Byrådet har vedtaget en ambitiøs klimaplan og de politiske udvalg har fulgt trop og lavet handlingsplaner for deres eget område. Forvaltningen har taget fat på omlægningen af kommunens drift, og der bliver lavet partnerskaber med virksomheder og landbruget, så vi sammen kan nå i mål med en CO2-reduktion på 70 % i 2023. For hvis vi skal nå det mål, så skal vi have alle med.
Mange borgere har allerede kastet kræfter ind i at finde frem til, hvordan det gode liv med et langt mindre klimaaftryk ser ud, men for mange er det svært at komme i gang. ULN's Klimahandlingsplan skal hjælpe borgerne til at gå sammen om at gøre en forskel for klimaet i deres lokalsamfund. For vi ved, at hvis vi handler i fællesskab, så er det både sjovere og har større effekt. Og hvis vi er med til at bestemme, hvordan omstillingen i vores eget og det fælles liv kommer til at foregå, så giver det meget mere mening at bidrage til klimaindsatsen.
I klimahandlingsplanen er der 5 spor, som vi i Grønt Forum i de kommende år skal forsøge at gøre til virkelighed. Det kan vi kun gøre i samarbejde med alle de seje grønne ildsjæle rundt om i lokalsamfundene. Men vi kommer også til at række ud til lokalråd, kultur-, idræts- og grundejerforeninger, skole- og institutionsbestyrelser, menighedsråd - og helt almindelige borgere, der er nysgerrige og har mod på at komme i gang.
Vi kan alle gøre en forskel.