Støttede projekter

Her kan du finde en præsentation af de projekter der har fået støtte af Borgernes Grønne Omstillingspulje.

Anbefal denne side:

Danmarks første Miyawaki-skov i Jelling

Ansøger: Jelling Lokalråd

Partnerskab: Netværket Jellings Grønne Nabofællesskaber, Jelling Friskole, Vejle Spildevand A/S

Bevilling: 20.000 kr.

Bevillingsperiode: 2021, første ansøgningsrunde

Projektet:

Formålet med projektet er at afprøve Miyawaki-skovkonceptet for første gang i en dansk kontekst og benytte anledningen til at skabe et lokalt fællesskab og en læringsplatform for
byens skoler om indsatsen mod klimaforandringer. Målet er etablering af mindst 300m2 skov i slutningen af 2021.

Miyawaki-skove inviterer til deltagelse og vokser så hurtigt, at de appellerer til fornemmelsen af, at indsatsen nytter og til betydningen af det enkelte menneskes beslutning om at gøre en forskel. Klimaudfordringer og -indsatser er sædvanligvis ganske abstrakte størrelser. Jellings Miyawaki-skov skal gøre begge dele mere konkret og vise, at det både er muligt at gøre noget og at det ikke behøver at gøre ondt; men at der med få greb kan ske hurtig og synlig forandring, som både kommer klima, dyreliv og mennesker til gavn og glæde.

Der er med andre tale om et projekt, som repræsenterer en fysisk manifestation af sammenhængen mellem klimaindsatser og biodiversitetsindsatser, og det endda på en måde, som er attraktiv i en kulturel og rekreativ sammenhæng - og som udgør et oplagt afsæt for at skabe et lokalt fællesskab om 'den grønne sag': Miyawaki-skoven er synlig og håndgribelig, den vokser hurtigt, den tiltrækker fugle og insekter, den kan kopieres, skaleres og efterlignes i private haver. Og endelig fortæller den historien om den eneste rentable metode til lagring af CO2: Træer. Miyawaki-skove kræver ikke vedligeholdelse når først de er etableret. De er at sammenligne med tætte, ufremkommelige urskove, som i princippet skal overlades til sig selv. En stigennemføring er vigtig for helhedsoplevelsen, men bør let kunne holdes farbar ved tilbagevendende fødders hjælp.

Hvad er en Miyawaki-skov?

Miyawaki-skove er små, intensive mangeartsskove, som binder uproportionalt meget CO2, selvom de kan fylde så lidt som 50-100 m2 og derfor også er velegnede i byer og tætbefolkede områder. Der arbejdes i første omgang for etablering af 300 m2 skov på Vejle Spildevands  græsareal på Skinbjerg 68 i Jelling (det tidligere rensningsanlæg). Skovarealet kan skaleres op, hvis der sikres yderligere lokal medfinansiering.

Skovkonceptet er udviklet af den japanske botaniker Akira Miyawaki, som har medvirket ved etablering af mere end 1.000 sådanne skove i Japan, Malaysia og andre steder. Kernen i konceptet er, at der ved indkøb af en variation (+30 arter) af hjemmehørende planter, som udplantes meget tæt (3 planter pr. m2) på et forberedt jordstykke, kan skabes et livskraftigt økosystem, der vokser 10 gange hurtigere og bliver 30 gange tættere og 100 gange mere biodiverst end konventionelle skovplantager. Metoden simulerer naturlige skovsystemer, men medfører en langt hurtigere vækst. Forskere har tidligere beskrevet, at naturlige skove er en nøgle til at nå klimamålene, da de kan lagre 40 gange mere CO2 end traditionelle plantager. Miyawaki-skove er i dette lys en hurtigere vej til kraftigere CO2-reduktion end alternativerne. Minimumsstørrelsen gør Miyawaki-skove attraktive i byområder, hvor de kan fungere som rekreative åndehuller for byens borgere og tjene som 'vilde lommer' eller korridorer for dyrelivet.

Find mere information om Miyawaki-skovkonceptet her.

Kilde: www.india.mongabay.com

 

Etablering af lokaler og udvikling af plantefællesskab

Ansøger: Foreningen Reeroting plantefælleskab

Bevilling: 20.000 kr.

Bevillingsperiode: 2021, første ansøgningsrunde

Projektet:

Projektet har til formål at tilgængeliggøre lokale ressourcer i form af vidensdeling, plantedeling, frøbytte og praktisk øvelse i udvikling af biodiversitetshaver og selvforsyningshaver der af sin natur også bliver klimahaver. Ved at stimulere til lokal fødevareproduktion og en bevidsthed om dyrkning og sæsonens lokale fødevarer bidrager projektet til klimaindsatsen. For at kunne øge
klimabevidstheden i Danmark har vi brug for praktisk viden- og ressourcedeling, både på et fagligt højt niveau og på det helt lavpraktiske niveau. Stifterne af foreningen har alle oplevet unødige bump på vejen mod at etablere egen klimahave. Ønsket er at gøre det praktisk nemt at gå til haveopgaven gennem workshops der ruster en til at tage fat på sin have med selvsikkerhed. Foreningens netværk rummer mange yderst kompetente og dygtige haveentusiaster og fagfolk der alle er villige til at dele deres kundskab med interesserede. Reerooting plantefællesskab er en lokal videns-hub som vi håber kan være en inspiration også for andre kommuner.

Rerooting projektet tager udgangspunkt i at der skal en ny måde at tænke have på til, og her starter projektet med et nytænkt drivhus. Et sted hvor vi kan fremdrive viden og i fællesskab skabe tillid til egne evner og muligheder for at gøre en forskel. Projektet starter derfor med at lave en workshop hvor vi etablerer Domen som et symbol på vores styrke i fællesskab og nytænkning. Den skal være det fysiske rum for vækst og udvikling. Domen bliver et lokale og en base for vores forening Reeroting plantefælleskab, der kan huse offentlige workshops, vidensdeling og plantebørs. Domen og omgivelserne den står i giver inspiration til fællesskab og nytænkning. Det er også et fysisk rum for vækst og udvikling. Domen er uden fundament og kan flyttes ved behov. Selve domen vil være åben for offentligheden, og et oplagt mål for "de grønne turister" - som Vejle kommune er gode til at tiltrække.

Markedshaven Kastanjely stiller lokalitet rådighed for foreningen og har doneret strukturen til Domen.

Kontakt:

Ruth Marie Jensen Kondrup - kondrup.ruth@me.com

Find Rerooting Plantefællesskab på Facebook

Domen

 

Fremtiden er Grøn

Ansøger: Stenager Forsamlingshus

Partnerskab: Skibet og omegns lokalråd, Skibet Makerspace

Bevilling: 20.000 kr.

Bevillingsperiode: 2021, første ansøgningsrunde

Projektet:

Projektet er støttet som et enkeltstående projekt fra Borgernes Grønne Omstillingspulje, der har til formål at nedbringe forsamlingshusets el-forbrug og dermed CO2-udledningen, samtidig med at det skal sætte fokus på og udbrede viden om de muligheder man som forsamlings- og foreningshuse har for at klimaoptimere energiforbruget. 

Forsamlingshuset er udelukkende opvarmet med el, hvilket er en bekostelig affære for CO2-regnskabet, da huset på et normalt år har et elforbrug på godt ca. 12.000 kwh. Opvarmning med el-radiatorer er gårsdagens opvarmningsform, som udover at være dårlig for miljøet også er dårlig for vores økonomi, da den årlig omkostning er på ca. 24.000 kr. Penge som vi vil elske i stedet at bruge på at skabe bedre vilkår for fællesskab i vores område. Ved at installere nye varmepumper vil vores strømforbrug falde betragteligt. Varmepumperne skal kører på lav kraft og vil holde temperaturen mere jævn og dermed resultere i et væsentligt lavere forbrug. Samtidig vil vi få et bedre og mere konstant indeklima, så vi også meget gerne skulle slippe af med den lidt klamme og kolde lugt som et ældre hus kan få ved at stå med for lidt varme på.

I forbindelse med projektet vil der blive lavet et klimaregnskab og formidling omkring effekterne af varmepumperne. Når varmepumperne har kørt i et år i god drift og vi dermed har fået indsigt i den reelle besparelse vil vi fejre deres virke ved at lave en klima-fællesspisning sammen med vores gode naboer Skibet Makerspace. Til arrangementet vil vi fortælle om projektet og resultatet og Skibet Makerspace vil fortælle om nogle af de spændende bæredygtige projekter, som foregår hos dem.

Kontakt https://stenager-forsamlingshus.dk/

 

Fællesskabet omkring reetablering af vild natur i Hejlskovparken

Ansøger: Grundejerforeningen Hejlskovparken

Partnerskab: Egtveds lokale Anlægsgartner - Gartneriet Nørskov, Frøfirma - Trefolium, Netværket: “Vores Vilde Vejle”, Børnehaven Solsikken/Tusindfryd, Plejecenter Hejlskov, Havearkitekterne Vildskab, Natur & Udeliv, Vejle Kommune, Danmarks Naturfredningsforening.

Bevilling: 20.000 kr.

Bevillingsperiode: 2021, første ansøgningsrunde

Projektet:

Det primære formål med projektet er at skabe lokalt hjemmehørende, vild natur på fællesarealerne i grundejerforeningen og dermed styrke den lokale biodiversitet. Det skal gøres med stort fokus på fællesskabet omkring projektet, så både partnerne samt brugerne af området involveres. Dette gøres i form af inddragende aktiviteter, forbundet med det praktiske arbejde i projektet.

Grundejerforeningens fællesareal hvor der skal reetableres vild natur, er en græsklædt slugt på lidt over 1000 m2. Arealet fører ned mod naturarealet foran Hejlskov og videre ned til Hejlskov Sø. På græsarealet skal der plantes hjemmehørende lokale blomster, etableres vild natur samt skabes en lille hvilestation eller noget andet rekreativt. Slugtens udmunding er tæt forbundet med et større areal ned mod Hejlskov, hvor der er etableret en sø til overfladevand fra Hejlskovparken og Vinkelgårdsvejs jorde. Tankerne er derfor også, at etablere små vandhuller på slugtens arealer, således at disse naturligt indgår i økosystemet. Ud over at bidrage til klimasikring, vil søerne også kunne danne levesteder for områdets insekter, dyr og planter. Etablering af vild natur vil også bidrage til CO2 lagring.

For Egtved vil projektet skabe ringe i vandet og koble sig til den større bevægelse omkring reetablering af vild bynatur, der ses i hele landet. Lokalt understøtter projektet også
Egtveds nye grønne byvision: ‘Ådalens hovedstad, byen der gror’. De lokale børn fra børnehaven og skolen går dagligt gennem grundejerforeningens område på vej ned til skov og sø. Området grænser ligeledes op til ‘Sporet ved Hejlskov’, som er et af Egtvedegnens stier, og dagligt anvendes af adskillige gående. Ved etableringen af det nye vilde naturområde, vil der dannes en kile, der forbinder og udvider den eksisterende natur, og hvor de forbipasserende kan blive en oplevelse rigere på deres vej. Der er dermed fokus på den offentlige tilgængelige værdi af fællesarealerne, at der søges midler til projektet.

Konkrete mål:

  • Kigge på de evt. omkringliggende naturområder. Her kan der indhentes viden om jordbund samt hvilke arter der trives og som med fordel kan understøttes i reetablering-projektet. Det er også vigtigt at udbrede en viden om, at Vejles hjemmehørende arter, ikke som i Hjørring, skal vokse i en overvægt af sandjord. Men at man i stedet skal etablere en lokalforekommende jordbund, for at sikre det mest vellykkede resultat.
  • At bruge fællesskabende aktiviteter i arbejdet med at sikre langtidsholdbare fokus omkring: arealernes drift, pleje, økonomi, klimasikring, udbredelsen af nytte - samt herlighedsværdierne, skabelsen af rekreative rum og ikke mindst fællesskaberne i det tværfaglige netværk.
  • At understøtte udviklingen af en “Vejle-frøblanding” med kommunens egne hjemmehørende arter. I samarbejde med kommunen og Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling.
  • At understøtte og undervise anlægsgartnere i biodiversitet og etableringen, drift i forbindelse med bynære vilde naturområder.
  • At udbrede emnet både i form af fysiske aktiviteter og som online vidensplatform.
  • At Inddrage lokale fagfolk, eksperter og frivillige fra lokale grønne foreninger, for derved at kunne trække deres store viden og engagement med ind i projektet.
Blomstermark

 

Vi har alle ansvar for klimaet

Ansøger: Foreningen Klimafokus Vejle

Bevilling: 20.000 kr.

Bevillingsperiode: 2021, første ansøgningsrunde

Projektet:

Klimafokus Vejle er en forening der arbejder for at engagere og fremme Vejle Kommunes borgeres forståelse for og engagement i klimaindsatsen og til at reducere kommunens samlede CO2-udslip. Projektet går ud på at arrangere et offentligt borgermøde med en oplægsholder der kan fortælle om klima og borgernes mulighed for at handle på klimaet. Samtidig vil en oplægsholder fra Vejle Kommune inviteres til at sætte debatten ind i relation til Vejle Kommunes klimaplan. Hvis der er interesse for det vil vi kombinere foredragene med udstillinger fra foreninger og
virksomheder der viser hvordan man kan handle på klimaudfordringen i praksis. Klimafokus Vejle følger op på oplægget med workshops og organisering af borgerne i arbejdsgrupper.

Målet er at inspirere borgerne i Vejle Kommune til at spille sig ind i og være aktive omkring Vejle Kommunes klimaplan. Vi vil inspirere til at borgerne selv skaber forandring i
egen hverdag, går sammen om fælles projekter og engagerer sig i kommunens egen indsats. Mødet vil gå på tværs af emnerne i klimaplanen, med særligt fokus på hvad man som borger selv kan gøre. Det er helt afgørende at borgerne er med, hvis der skal ske et faktisk fald i CO2-udledningen.

Hænder samlet i en cirkel